Efter en lang sommer med voldsomme hedebølger og naturbrande ikke langt herfra ligner Aldehuela og dens indbyggere sig selv. Julia synes, hun “falder af på den” – men alligevel kom hun med det samme med kartofler, peberfrugter og fuldmodne tomater; – i går var hun forbi med søde, lækre små jordbær i et kålblad!
Noget af det første, der måtte gøres, var at rydde op på terrasserne. Brombærrene fra nabogrunden vælter ind over vores terrasse, og se en gang en heltemodig indsats for at rydde dem af vejen:
I den første del af året, lige til juli, regnede det meget, og så kom den voldsomme varme. Her i Aldehuela er der heldigvis rigeligt kildevand. lige ud af bjerget, så naboerne kan vande, og der er masser af grønsager og frugt i år. Vi har dejlige vindruer hele vejen rundt om haven, og Julia har gang i at høste og tørre figner, nu hvor vi er kommet, kunne hun sætte Vicente til at plukke fra de to flotte træer som Félix plantede til os. Jeg har også en bakke fuld af figner, som kommer ud i solen hver dag, og hun følger med i, hvordan det går med processen!
Antolín kom forbi og fortalte, at han havde slået græsset og vandet appelsin træet. det har allerede store frugter – som vil blive modne i begyndelsen af næste år…
Alle spørger til vores børn og børnebørn. det er rart, at vi kan fortælle at Aino & co kommer i begyndelsen af oktober. De skal bo i det ny-opførte Casa Rural. Ejerne bor i Cáceres, men “værten” Elías, har været heroppe for at arbejde i køkkenhaven.
Som jeg fortalte her på bloggen sidste år, generede det os det meget, at de store maskiner, der blev brugt ved indretningen af “Mirador Esperabán”, som de kalder deres Casa Rural, buldrede forbi ude i vores lille gade, hvor færdslen ellers højst er foregået på æselryg og med trillebør. Vi blev så sure, at vi gik over og brokkede os over vejens tilstand, og Elías kom og flyttede jord og skidt:
Desværre har forårets megen regn fyldt vejen op med jord igen, så morfar måtte i gang med at rydde op!
Det var ikke bare uden for vores hus og stald, at vejen blev molesteret af Eutaquianos tunge maskiner, hele vejen fra Volvederoen, forbi kirken og herned blev smadret – og her ser du, hvordan den blev repareret sidste efterår, inden vi tog af sted.
Det er rart, at vejen er blevet bedre, så vi kommer nemmere frem og tilbage til bien – og svømmebassinet, der stadig er fyldt med dejlig frisk kildevand. Samt skilt med forbud mod at tage vovse med i bad!
I søndags fejrede vi vores bryllupsdag med middag på Castúo. Som altid lækker og rigelig mad, og det er hyggeligt at blive behandlet som stamgæster.
Mon du mindes vores bryllup for atten år siden, hvor din gudfar viede os i Roskilde Domkirke.:
Nu holder jeg inde for denne gang – fortsættelse følger.