Kære Linus
Nu har I efterårsferie i Danmark – og her er sommeren også forbi. I dag har vi rigtig “Hurdes-regn” som morfar kalder det, når vi knap kan se en hånd frem for os gennem regntågen! Så nu sidder jeg ved computeren for at vise dig billeder fra vores ture til Portugal.
Den første gang fulgtes vi med Ida og Gert, morfars søster og svoger. På vejen kørte vi ind til Ciudad Rodrigo, hvor vi fik dejlig kaffe og en frisk tur langs den ældgamle bymur.
I Portugal boede vi i en by, der hedder Lamego, og hvor der er en kirke højt over byen. 
Når meget fromme mennesker kommer dertil, kan de finde på at kravle på knæene op ad alle trapperne!
Vi tog også en tur til Peso da Régua, hvor vi så det museum for portvin, som jeg har fortalt dig om før – og denne gang var vi på markedet. Se den lille fyr, som har en skærm at kigge på, når han ikke synes, det er sjovt at se på de kunder, der køber ost og pølse i hans mors bod. 
Da vi kom tilbage til vores eget hus, var vi en tur ovre i Ovejuela, hvor jeg hilste på dette smukke æsel:
I sidste uge var morfar og jeg ude på en længere rejse. Først kørte vi i silende regn 7 timer mod nordvest til Galicien. Da vi kom over bjerget, skinnede solen ned over det store Atlanterhav – og vi nåede frem i god behold til Parador-hotellet i Baiona, for at nyde gaven fra Nina, David og Sonia : en overnatning med historisk sus!
Hotellet er indrettet i en gammel fæstning med mur hele vejen rundt, på en lille halvø. 
I denne salon får man et indtryk af hvad Greven af Gondomar var optaget af, nemlig havet. 
Havet er faktisk Atlanterhavet, og det var her i Baiona, at Pinta, et af Columbus’ skibe, stævnede ind med de gode nyheder om det nye land, som senere blev kaldt Amerika!
Vi var også meget betaget af havet – bølgebruset nåede lige op til vores værelse, og vi så solen gå ned derude mod vest:
Næste formiddag gik vi en tur langs stranden, og morfar gik ned for at undersøge “sandet”. 
Det viste sig at være lutter små stumper af skaldyr-skaller!
Vi tog videre til Vila do Conde i Portugal. Den by ligger også ud til Atlanterhavet .
Også der var vi heldige med vejret, så vi kunne spise frokost ved de store bølgeskvulp! Morfar kom til at mindes en tur til Island da han var ung – hør en gang:
På vej ind til byen så vi noget, der kunne ligne en fattig kirkegård:
Men på bygningen ved siden af er der et stort murmaleri, som viser, at granit-pillerne blev brugt til støtter for de plader, hvor de opsprættede og saltede torsk blev lagt til tørre:
Ved siden af de torsk, der svømmer glade rundt i vandet står skrevet, at maleriet blev lavet for at mindes alle de fiskerkoner, der har lavet klipfisk i Vila do Conde.
Her er link til en større udgave af fotografiet.
I Vila do Conde hørte vi to dejlige koncerter. I den smukke kirke sang et kor med to alter, to sopraner, to tenorer og to basser, værker af en portugisisk komponist fra 1700-tallet. Han havde selv lært at synge som kordreng i kirken i Portalegre, og senere blev han organist og komponist i et af de store klostre. Det var skønne sange i kirkerummet, og som morfar sagde: Det var nok drenge og ikke kvinder, der sang de høje toner den gang, musikken blev til.
Vi var også til en koncert med Fado, en helt speciel portugisisk type sang, som er med på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Hør lige Kiko synge “Eu encontrei uma chinela” – jeg fandt en lille laksko – og mødte dermed pigen, der havde mistet skoen …
https://youtube.com/watch?v=5KqMAvHhNbY
Det var supergodt, og jeg viser dig lige et billede af bygningen, hvor det fandt sted – lige dør om dør med Bellamar, hvor vi overnattede. Og vi fik endda lækker aftensmad på den anden side af koncertsalen!
Som du ser, har vi været på begivenhedsrige rejser – og her i Aldehuela har det også været dejligt i lang tid. Men nu regner det, så vi glæder os til at komme hjem til den lune lejlighed – og hvor bliver det skønt at se jer igen!