Nu har vi igen været i Portugal! Vi kørte 5 timer nordpå – ad flotte næsten tomme motorveje – til vi kom til byen Vila Real. Hurtigt fandt vi frem til det hotel, som morfar havde læst om i ”Lonely Planet”. Lige midt i byen, og med plads til bilen i en underjordisk garage!
Det var en rigtig rar by at være i, og nem at finde rundt i. Der var mange gammeldags butikker, og en butik med legetøj til små børn:
Vi gik ud til den gamle kirkegård – og så blandt andet dette monument over en købmands grav. Mon ikke han har tjent en del på at handle med de portugisiske kolonier i Indien?
En dag tog vi bussen ud til en herregård, der hedder Mateus. Det føltes næsten som en tur ud i det blå, for bussen snirklede sig gennem forstæderne, og morfar opgav helt at følge med på kortet!
Det var en fin oplevelse at besøge Mateus-slottet : det ligger i den smukkeste park med mange afsnit, hvor der er klippede buske – bl.a. nogle der skulle komme til at ligne påfugle! – og masser af dejlige blomster, vandbassiner og en trappe fører ned gennem en lang tunnel af cypresser, der gør det helt mørkt midt på dagen!
Slottet tilhører en fornem familie, som har tjent mange penge på en boblende rosevin, som man også kan købe i Danmark, og som faktisk var morfars fars yndlings-vin!
Vi blev vist rundt i deres lille private kirke – ja, du har ikke læst forkert; familien har deres egen kirke, hvor landsbyens beboere kun må komme to gange om året: d. 1. november, til Alle Helgens Fest – og en uge efter påske, hvor kirkens madonna bliver fejret. Hun er de syv glæders madonna, for efter påske og Jesu opstandelse er hun jo glad igen.
I kirken var der en af Portugals største samling af relikvier, som alle tilhører familien. Relikvier er små stumper af hellige mennesker eller ting, der har været i berøring med helgener – eller selveste Jesus eller jomfru Maria. Men tænk en gang – en af de tidligere grever havde givet sin bror en hel mumie, af den hellige Markus (altså ikke evangelisten Markus, men alligevel hellig) og den kan man se i en glaskiste, nærmest som Snehvide. Han er iført fint tøj og har en glorie om hovedet og handsker og strømper af fint metal-netværk, så man kan se ind til skelettet! Det var en bryllupsgave fra bror til bror i 1704!
Oppe i herregårdens sale er der de smukkeste udskårne lofter; vi fik at vide, at alt træværket i bygningerne er af det stedlige spisekastanjer; det træ lugter meget stærkt, og det bliver det ved med altid; træormene kan ikke lide den lugt, så det holder bare. Smart, hvad? Til gengæld går det ikke at lave vinfade af kastanjetræ, for det duer jo ikke at vinen komme til at smage af noget, som end ikke orm og biller vil sætte tænderne i!
På hjemvejen fra Vila Real kørte vi ned – langt ned ad snoede veje – til byen Peso de Régua, der ligger ved den store flod Douro. I vore dage ligner floden en kæmpestor sø på det sted, for der er lavet opdæmninger til vandkraftværker. Det betyder, at man ikke længere kan sende egnens vigtigste produkt: portvin, herfra til byen Porto, der ligger ude ved havet, og hvorfra den bliver sendt videre over havet til alle de lande, hvor man kan lide et glas portvin i ny og næ – ikke mindst England. Nu om stunder foregår transporten ad landevejen eller med tog. Men den spændende historie om vindyrkning i området fortælles på et flot museum. Udenfor står en af de både, der før i tiden blev brugt til at fragte vintønderne ned ad floden.
Se den store styre-åre:
Ja, det var en dejlig tur, og vi havde dejligt vejr hele tiden. Det havde vi også i går, hvor vi var en tur i Plasencia, fordi vi havde læst i avisen, at der skulle være en koncert med en sangerinde fra Baskerlandet og tre guitarister – to portugisere og en spansk flamenco-guitarist. Sangerinden har helt sin egen måde at fortolke morfars yndlings-musik, den portugiske Fado, som hun fusionerer med flamenco, hun har bl.a optrådt med Paco de Lucia, – siger det dig noget?
Vi blev meget meget glædeligt overraskede over denne koncert, og det var også tydeligt, at hun var glad for publikum i Plasencia, som ikke bare fyldte alle stole, men stod op i gangene – musestille, undtagen når det var tid til bragende bifald.
Jeg har set, at hun har en hjemmeside: mariaberasarte.com
Nå, ja – herhjemme i Aldehuela bliver vi (somsædvanlig) godt og grundigt forkælede med frisk salat, grønærter, jordbær og kirsebær.
Vi kunne naturligvis ikke spise alle jordbærrene med det samme, så jeg lavede marmelade af resten:
Maria har også givet os citroner fra et træ i haven, dem kan man lave limonade af!
Det hele smager stærkere end hvad vi er vant til at få i butikkerne
Nu slutter jeg for denne gang, og ønsker for jer, at det danske forår snart melder sig med varme.