I sidste uge fortalte jeg, at Benigno gjorde jorden klar til at så kartofler, og hesten kom på arbejde.
De havde også en hvid hest; da den blev for gammel til at arbejde, fik den lov at gå lige så fredeligt og gumle. Men nu er den død. Forleden morgen kom Benigno op til den lille mark, hvor den gik, og der lå den, uden at have lyst til at æde. Så forstod han, at det var ved at være forbi, og tog den med ned til et sted, hvor det ville være godt at begrave den. Der lagde den sig, og snart var den død. Så gravede Benigno og Antolín et dybt hul, lige så dybt som de er høje. De kom vældigt til at svede, for det er begyndt at være meget varmt (Morfar har købt et termometer, der viser op til 28 grader i skyggen).
Så kom hesten ned i sin grav, og nu ved vi, at her hviler brødrenes hvide hest, når vi går forbi.
Knus fra mormor