Nu er der allerede gået 10 dage, siden vi sagde farvel, så det er vist på tide at fortælle noget om vores oplevelser.
Denne gang kom flyet først frem sent om aftenen, så vi overnattede i Barajas den første nat, og blev hentet der næste formiddag. Dvs. vi havde tid at se os lidt om i Barajas; hos en skomager så vi alle disse hæle-modeller:
I et churrería, altså en café hvor der laves churros (den slags bagværk der kaldes “spanskrør” i Tivoli) hang der en seddel i vinduet, hvor det blev bevist med tørre tal, at churros er meget bedre for helbredet end andre typer morgenmad! Jeg tænkte jo straks på, at der er 37% sukker i Frosties
Da vi kom frem til Aldehuela næste eftermiddag, blev vi modtaget med knus af Irene og Félix, som stod oppe på Volvederoen og snakkede med en herre, der for 40 år siden var kommet til landsbyens tærskeplads i helikopter sammen med minister Fraga, der slog ud med armene og udbrød: “Hvor er her smukt, men I trænger jo til arbejde og elektricitet”. Og så blev der startet et projekt med at plante fyrretræer….
Julia gav os jordbær, og grøn salat – og æg fra hønsene. Se, de har lagt gyvelgrene over taget på hønsehuset, så der ikke bliver for varmt derinde.
I vores have hang der stadig appelsiner på træet – samtidig med at det blomstrer med den dejligste duft, som vi kan mærke helt over på terrassen.
Du kan måske se, at det var lidt regnvådt de første dage, men da havde vi selvfølgelig travlt med at købe ind og indrette os efter at have været borte ½ år!
Om søndagen var vi i Casar de Palomero, hvor der var procession med det Velsignede kors. Vi fik et billede af spillemanden og nogle kvinder i festdragt; tænk en gang, det er vores taxamand Luis Miguels familie, og en af dagene kan vi komme og se nærmere på, hvordan dragterne er lavet, når bedstemoderen og hendes veninder har syklub.
I lørdags tog vi til Portugal, fordi vi vidste, der skulle være Suppefestival med harmonikamusik i to dage i den lille by Proenca a Velha, ikke langt fra Penha García,hvor I var med for et par år siden.
Vi valgte lørdag, fordi det var harmonika-dagen, men var vi blevet til søndag, kunne vi have valgt mellem et væld af supper, lavet af private, restauranter og organisationer – se en fyldig liste over specialiteterne:
Der var marked med boder, hvor vi købte dejlig ost, og vi fik middagsmad i et telt. Og så var der gøglere, og en mand, der trak rundt med et æsel, som børn kunne ride på. Æslet havde også sit føl med, og her ser du det i gaden, mens ejeren er inde og få en forfriskning. Kan du se, at dyrene har fået halstørklæder fra Benfica og Sporting-klubberne?
På baren var der en isplakat, – morfar lagde mærke til, at man nu kan få taco-is, hvad siger du så!
Nå, men harmonikafesten begyndte med, at alle de 12-15 grupper gik rundt i gaderne og spillede – den samme melodi, men startende på forskellig tid!
Som du ser, er der nogle, der begynder i en meget unge alder – med en ganske lille harmonika. Og det er nok bedstefars og hans venners harmonikaer, der kan høres!
Det var mægtig festligt at høre musikken; efter middagsmaden spillede grupperne efter tur på en tribune; vi gik efter tre timer på stole, der ikke var ret bekvemme!
Jeg tog en lille video med Os alegres da concertina – en gruppe unge musikanter og deres lærer, (som også forhandler Dino Baffetti-instrumenter i Portugal.)
I går kom Félix over til vores have med sin le; han syntes ikke om at se mig prøve at udrydde det næsten meterhøje græs med et lille segl. 
Morfar ville også prøve, og Félix endte faktisk med at rose ham for at han var så lærenem.
I sine yngre dage har Félix høstet hvede ovre Salamanca-provinsen i årevis, så han er selvfølgelig ekspert, og selv om han har dårligt hjerte, klarer han stadig at slå med le: det er nemlig mere et spørgsmål om håndelag end at bruge kræfter! Og så skal leen hvæsses tit, så den bliver ved at være skarp.
I dag er jeg i Pino, hvor bilen er på værksted for at få en ny drivrem. Det er på tide, synes vi, den er jo snart 17 år! Så skal jeg jo fordrive en masse timer imens – og dermed fik jeg tid til at skrive til dig på biblioteket, hvor der er hurtigere forbindelse end oppe i bjerget.
Knus og kys fra os i Aldehuela.