Skip to content
LINUS' MORMOR-BLOG
Menu
  • Fra Linus
  • Fra Lee
  • Fra mormor
  • Alle
Menu

Madeira, en ø i Atlanten

Posted on fre, maj 05, 2017tirs, juli 13, 2021 by Mormor


Før i tiden skulle de film, vi tog på ferierne, til laboratoriet for at blive fremkaldt og kopieret. Der gik nogen tid, inden vi kunne sætte os og lade billederne kalde ferieminderne frem. Nu har vi digitale kameraer, og vi kan se og sortere i billederne lige med det samme.
De billeder, jeg tog på morfars og min tur til Madeira i slutningen af marts har jeg længe haft lyst til at vise dig og fortælle, hvad du ser 🙂
Det første billede er fra huset med João Carlos Abreus samlinger fra et langt liv med rejser rundt i verden. Hestefigurer fylder tre store stuer – og en af dem står ude på balkonen og kigger ned i gårdhaven, hvor man kan nyde en kop kaffe og læse digtene på muren!

Vi var betaget af det store hav, og en morgen så vi et par fiskere gå ud med deres små både. Sikke mange fisk, man kunne vælge imellem, i torvehallen og på restauranterne!


I det gamle kvarter nede ved havnen, hvor knejpe følger knejpe, er så godt som hver en gadedør bemalet.

Image Thumbnail Image Thumbnail

Et sted er en hel bygning blevet malet, så den ligner en transportkasse til skrøbeligt gods.


Ruinvæggen, som morfar kigger ud igennem, står i haven ved Frederico de Freitas fornemme museum.


På museet med hellig kunst var det sjovt at se de forskellige udgaver af Jesusbarnet:


– det mest nuttede var der, hvor en af de hellige tre konger kysser barnets lille fod.


Ved vores hotel voksede der bananer, ligesom mange andre steder på øen, og du har sikkert også set mange bananplanter på Gran Canaria.


Ovre i Funchals flotte torvehal så vi mange mange forskellige arter, smukt stillet op.


Vi synes, at portugiserne er meget renlige – og det gjaldt også ovre på deres ø Madeira. Jeg viser lige den nydeligste toiletbygning på et hjørne i byen Funchal. Homens betyder mænd, og Senhoras betyder damer.


Når man spiser kage, skal man vaske hænder først. En café med et stort udvalg af de kager, som portugiserne er så gode til at bage, og så gerne nyder, havde lagt strandsten i vaskekummen:


I Funchal findes Portugals “største” boghandel. Den er indrettet i en stor gammel ejendom, hvor der har været vinkælder nederst og fine boliger i etagerne ovenpå. Nu er der bøger til salg fra kælder til kvist. De er ikke stillet op i reoler med ryggen ud mod kunderne, som vi er vant til i boghandler. Nej, hver eneste bog står eller hænger, så man kan se forsiden. Der er børnebøger, bøger om teknik og filosofi, tegneserier og geografibøger og meget meget mere.
Vi så til og med en portugisisk oversættelse af den danske eventyr-digter H.C. Andersens rejsedagbog fra Portugal for 150 år siden. Kan du se, at du kender ham fra statuerne i Kongens Have og på Rådhuspladsen?


I tidens løb har Madeira været hjemsøgt af pirater, og der er mange fæstninger på øen. Jeg slutter med en udsigtpost på et gammelt fort, hvor der er indrettet et fint hotel. Nutildags er det turister, ikke sørøvere, der indtager øen Madeira.

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Søg

Tags

Alde Aldehuela Athen Avila Ballerup Boston Bryggen Buñuel Cape Cod Ciudad Rodrigo covid Dukkesnak Dyr Dyreliv Fantasi Flamenco Fodbold Frankrig Granadilla Hedehusene Hurdes hveps Håndværkere Klima knæler kolonihaveliv Mad Madeira Madrid Monsanto Musik naboer Natpotter Pinofranqueado Plasencia Portugal Sommer i Danmark Spanien Starlight Sønderjylland Trevejo Tyrefægtning Tyskland Tøj USA

Kalender

maj 2017
M Ti O To F L S
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
« okt   jul »
© 2025 Linus' Mormorblog | Powered by Minimalist Blog WordPress Theme