Kære Linus
Nu har vi været her i Aldehuela i godt tre uger – så det er ved at være på tide at skrive hjem!
Den første nat på spansk jord overnattede vi i Madrid – og se, hvad der mødte os, da vi gik ud på gaden!
Her i las Hurdes er der, som du ved, et rigt nutidigt dyreliv.
Forleden hørte vi skud lidt før midnat, og næste dag fik vi at vide, at det var Julias nevø Segundo, der havde ligget på lur ved svømmebassinet og nedlagt en vildso med gris. Han gav dem til Benigno og Antolin, der skar tungen ud for at dyrlægen kunne se, om det var okay at spise kødet. Og det var det. Så Antolin fik travlt med at slagte og flå dyrene. Benigno kom med det fineste skinkekød til os, og vi har allerede fået en lækker ragout efter hans opskrift, med peberfrugter og løg og vin – og kartofler til, også skænket af brødrene. Ja, nu må Henrik spidse ører …
Søndag den 8. september var Extremaduras dag, og brødrene tog som altid med på turen til la Peña de Francia; vi har været der et par gange – her ser du levende billeder fra en af de ture:
Julias svigerinde Joaquina kender sangen om Jomfru Maria på det hellige bjerg Peña de Francia (her er Francia navnet på en flod og ikke det fjerne land Frankrig!)
Benigno og Antolín havde en kalender med billede af den hellige jomfru med tilbage til os
– og “de obligatoriske” oblater, dem med en diameter på 20 cm, som Henrik fabulerer over her:
Der har været vand i bassinet lige til sidste uge, og eftersom temperaturen den første tid kom op imod de 30 grader, var det herligt at hoppe i frisk kildevand på 19 grader. Jeg måtte jo mindes dine dukkerter deroppe, for 16 år siden, Linus!
Som du nok kan tænke dig, har vi været til marked nogle gange. I Ahigal plejer vi at kunne købe søndagsavis, men vores stam-bar, hvad det angår, var desværre lukket.
Nu må man købe lotteri hos damefrisøren, og drikke kaffe i pensionist-baren overfor. Der fik vi også at vide, at det nærmeste sted, vi kunne få avis, var ovre på Bar Santa Ana, i Guijo de Granadilla. Der er heldigvis ikke langt derover, og jeg nyder at sidde på terrassen og kigge ud på den kønne plads. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at Anna var Jesu mormor…!
I lørdags tog vi til marked i Moraleja, hvor vi altid kan få dejlig ost. Efter indkøbet nød vi en øl på plaza’en, hvor vi en gang har set tyrefægtning.
Det var stadig tidligt på formiddagen, og vi fik lyst at tage en tur over grænsen; klokken er en time mindre i Portugal end her i Spanien, og vi nåede frem til den hyggelige restaurant i Aldeia de João Pires på slaget 12 – jo, der var to kirkeklokker, der slog tolv med et minuts mellemrum. Det blev en god udflugt i den trofaste lille Peugeot.
Herhjemme nyder vi stille solrige dage i haven og på terrassen. Heldigvis er Patricia og Elías’ “casa rural” færdigbygget, og dermed er det slut med, at Eutaquianos maskiner buldrer gennem gaden.
Men gaden var helt stoppet med brokker fra det stendige, de havde brudt ned, og en masse jord, der havde samlet sig og blokerede for, at man kunne færdes, det gjaldt både dem, der gik ud i deres haver, og folk, der kom vandrende eller cyklende nede fra Erias. Så efter et rigtigt Hurdes-regnskyl i lørdags stod vandet højt lige uden for vores have, og det drev derned. Det var dog for galt, syntes vi, og Elías gav os ret. Søndag morgen trak han i arbejdstøjet – dragten stammer fra den gang, han aftjente sin værnepligt i Melilla, fortalte han. I tre timer skovlede han, og nu kan man igen færdes ad vejen, og vandet løber gennem grøften som før.
Spørgsmålet er nu “bare”, hvornår Eutaquiano kommer og flytter de store tunge sten op, der hvor diget blev brudt ned.
Nå, Linus, det er vist det vigtigste, jeg kan fortælle for denne gang. Jeg ser frem til at høre nyt fra din kant – og ikke mindst glæder jeg mig til at nyde Henriks kogekunst i Hedeland.