Eftersommer i Aldehuela

I dag pøser Hurdes-regnen ned i stride strømme efter næsten to solrige september-uger- Derfor sidder jeg indendørs ved computeren og kan berette om vores oplevelser.

Jeg må fortælle om nogle dyr, vi ikke blev rigtig dus med. Det var sent, da vi kom frem til las Hurdes, så vi overnattede på hotel Castúo. Da jeg tidligt næste morgen åbnede døren til badeværelset, vrimlede det med hvepse på gulvet og i badekarret, så vi fik hurtigt lukket døren igen og gik ud på balkonen; ganske rígtigt så vi hvepse flyve ind ad en sprække ved vinduet ind til badet, og da HC pegede derop, blev han stukket i fingeren. Endnu var ingen stået op på hotellet, så vi gik ud og så os om. Castúo har indrettet en flot strandbar i det lille anlæg, hvor der en gang var minigolf.

Efter en spadseretur i Pinos morgentomme gader nød vi synet af den opgående sol gennem buerne i broen over Los Ángeles-floden.

Langt om længe kom der personale i Castúos bar, og en kvik pige sørgede for at gøre det af med hvepsesværmen, mens vi købte ind til husholdningen. Dermed kunne vi hente vores ting og tage op til Aldehuela og gå i gang med at “åbne huset”.

Da vi ankom til Aldehuelas holdeplads, sad der en mand på bænken med en stor hund i snor; han var nu ikke lige typen, der hilser på os. Hunden blev du vist præsenteret for, da nybyggeren Samuel en gang bød dig indenfor i det gule hus neden for skolen.

Næsten omgående dukkede brødrene Benigno og Antolín op; de bød os hjerteligt velkommen og fulgtes med os ned gennem gaden. Hunden skildrede de som et gyseligt uhyre, der har bidt Marisols svigerdatter i hånden, hvorpå dyrlægen beordrede karantæne, dvs. den skulle holdes inde ovre hos Samuel, hvor den mand på bænken har boet i et års tid. Men bæstet løber stadig frit omkring. Oven i købet har Samuel frækt anklaget brødrenes hund for at skræmme ham, så han væltede på sin knallert – (som Félix med smil på læben kaldte for Aldehuelas “transporte urbano”). Det kunne umuligt være sket, for hunden var lukket inde den dag, siger Benigno, og fortæller, at Samuel også i fuldskab er kørt i grøften med sin bil oppe på vejen og måtte bjærges af Guardia Civil. Samme Guardia Civil har for resten konfiskeret Samuels pistol, som han truede Benigno med…
Efter disse drabelige nyheder havde vi betænkeligheder med HC’s morgenvandringer, når bidske hunde sådan suser rundt i landskabet, – indtil vi fik Marisols version af historien. Du ser her et foto, hun sendte mig pr. mail i juli måned.

Sønnen, svigerdatteren Marta og deres lille pige var på besøg; Marisol var gået i forvejen op til bassinet og gav sig til at puste børnebassinet op. Så kom Samuel og lovede at holde den store hund væk eller i snor, for den lille pige var bange for den. Alligevel løb bæstet frit omkring og gik til angreb på den hund, som Marisols søn havde med sig i snor; da Marta ville lægge sig imellem, blev hun bidt i hånden, så Vicente og Marisol måtte tage med hende og hunden til læge og dyrlæge, hvor hunden blev syet med adskillige sting og fik indsprøjtning mod hundegalskab. Marta fik armen i gips, så det blev en dyr historie, for nu at bruge et af de “to-tings-ord”, der fascinerer Isabel og mig, efter at vi igen og igen har læst denne bog:

Heldigvis er ingen hunde på krigsstien over for HC, og han nyder sine morgenture, som du ved.
Vi nyder også stunderne på terrassen, hvor vi har specielle chancer for at blive dus med dyr: HC havde lagt sin bog på muren mellem den øverste og den mellemste terrasse, og da han ville tage den ned, suste en lille slange ned over ham og ind i et hul i muren, hvor vi en gang så denne salamander:

Ellers nyder vi synet af svalerne højt på himlen og kæmpestore rovfugle oppe over bjerget ovre ved Horcajo. Jeg forestiller mig, at det er gribbe, for dem er der nemlig en koloni af derovre.

I år er vi kommet tidligt nok til at nyde vores vindruer, de er meget lækre og saftige, til trods for, at det slet ikke har regnet i sommer. Men det gør det altså i dag, og dermed bliver de smadret. Vicente og Marisol er i fuld gang med at lave vin af deres druer, som de har høstet inden den varslede regn, og i dag er Vicente i gang med at grille peberfrugter i massevis ovre i kastanjehuset.

Ingen i Aldehuela har haft covid. Her går alle sandelig også med mundbind overalt, – se disse to små piger i Moraleja, der venter uden for en butik, hvor deres mødre er inde at se på tøj.

Vi har hørt, at I har en fin eftersommer i Danmark, og jeg tænker, at du er ude at dømme kampe i al din fritid. Men husk nu at hygge om “de gamle” og lille Sally.

Dukke Anna sidder parat til at skype med Isabel. Vi skal lege en gætteleg om PLANTER og DYR. Ser du for resten Henrik Della Nielsen nu om stunder?

Knus fra os i Syden