Kan du se, at nederst i venstre hjørne står morfar og studerer opslagstavlen? Jeg står oppe i gaden og kigger over mod den flotte bygning med begravelsesforretningen.
Hvad er nu det – er der ikke kommet en ny bar i den lille gade ned til rådhuset?
Jo, minsandten. Der lå en gang en “video-bar”, og i sommer har der været håndværkere. Nu er der kommet et churrería. Det måtte vi jo omgående prøve.
Fine, sprøde, nylavede churros, og man kan vælge mellem kaffe, varm chokolade og kolde drikke dertil. Og den søde pige bag disken kender vi fra hotel Castúo 😉
På væggen hænger dette skilt: vi skal ikke tro på dem, der siger, at churros er usunde. Churros er lige noget for vegetarer og veganere, for der er hverken æg eller mælk i, og heller ingen tilsætningsstoffer, konserveringsmidler, farve og transfedtsyrer.
Der er meget mindre fedtstof i churros end i croissanter, færre kalorier end i kiks og mindre sukker end i morgenmadsprodukter. Spis churros og bliv sund og glad.
Jeg glæder mig til at byde dig på nylavede churros i selve Pino!
<3