Kære Linus
Nu er det meste af Spaniens-ferien gået – så det er vist på tide, at du ser nogle billeder herfra.
Som sædvanlig bliver vi godt og grundigt forkælet med frugt og grønsager. Her smager morfar på sæsonens sidste kirsebær fra “bidronning” Luisa.
I år har der også været dejlige kirsebær på vores eget træ, som vi ellers havde tænkt os at fælde:
Det skyldes måske, at Benigno er begyndt at sørge for, at der kommer vand i i vores have, når han vander de marker og haver, de har herovre på “vores” side af Aldehuela.
Da vi kom, var der stadig appelsiner på træet, nogle store, nogle små – nøglerne har jeg lagt imellem de her to, så du kan forestille dig størrelsen.
Uanset om de er store eller små, smager appelsinerne fra det træ usædvanlig godt, så vi var glade for, at de var blevet på træet, til vi kom.
Druerne er allerede store, og for første gang er der masser af mandler på både Marci og Pan – og vi er spændt på, om de er til at spise, når vi kommer til efteråret.
På vej ned for at handle hos købmand Spar ser vi, at folk i Pino har et ligeså “afslappet” forhold til færdselsreglerne, som de plejer. Man kan da sagtens stoppe midt i krydset og få en lille snak, der kommer vel ikke andre biler, der skal ind i gaden i de næste minutter – eller?
Noget nyt sker her dog. Vores mekaniker har ansat en kvinde til at føre regnskab og aftaler. Hun brugte computeren til at skaffe os en aftale med bilsynsstationen, og i værkstedet er der kommet et skilt, hvor der står, at man skal betale sin regning, før man kan køre med den reparerede bil!
Hos Spar kan man ikke længere købe på kredit, det er slut med “bogen”. Til gengæld kan man betale med kreditkort.
Miguel kører stadig ud med varer i den lille citroën-bil, for der er mange af kunderne, som ikke har bil eller kræfter til at bære alle indkøbene.
Om formiddagen nyder vi vores kaffe med hjemmebagt brød og gedeost – ordet nyder passer på en prik. Håndarbejdet ligger parat i posen, som minder mig om dig og mor, og avisen fortæller os, hvad der sker her i Extremadura.
Vi var for nogle år siden til en fantastisk flamenco-festival i den lille by Portaje ved Alagón-floden.
I år skulle der igen optræde forskellige Extremadura-flamenco-kunstnere. Men arrangementet viste sig desværre at være blevet “overtaget” af en lovlig poppet flamenco-sanger ved navn Paco Candela. 
De indledende sangere fik lov at give ét nummer hver, og så var det ellers video-show og pop-band som kulisse for Paco, kendt fra TV.
Tre numre med ham var mere end nok for morfar og mig – men publikum var kommet langvejs fra og fyldte pladsen godt op. De virkede allesammen meget tilfredse med showet – her ser vi over mod baren med reklamer for Paco.
Vi tog nogle dage til en Beja, en by i Portugal et godt stykke vej herfra. Der er en stor borg, hvor vi forgæves ledte efter indgangen. Senere skulle det vise sig, at vi bare var for tidligt ude.
Du skal se nogle billeder fra en gade, hvor der var hængt kulørte plasticparaplyer over hele gaden.
På alle facader hang der plakater med nogle af de striber, der havde været med på årets tegneserie-festival.
Tegneren Luis Afonso laver sjov med alvorlige emner:
A: “Jeg havde et skrækkeligt mareridt: Planeten manglede vand, situationen var dramatisk.”
B: “Jeg ser det for mig. Fortvivlede mennesker, tørstende børn, grædende…”
A: “Nej, værre endnu. Vores greens (golfbanerne) blev ikke vandet, de var visne, de blev praktisk talt yellows!…”
En dag ville vi besøge byens “Tegneseriebibliotek”, men det fandt vi ikke. I kulturhuset var der i stedet en udstilling af lerfigurer, og den 90-årige kunstner, Isaclino da Palma, viste os rundt og fortalte om figurerne.
Dette kor synger områdets særlige sang “CANTE de Alentejo” – og Isaclino fortalte, at han snart skulle ud og undervise en gruppe børn i at synge ligesom figurerne. Hans egen 90-årige stemme har stadig kraftig klang.
Her ser du Isaclinos udgave af Jesusbarnet med Maria og Josef
– og her er Isaclino selv med en masse små portrætter. Desværre var lysforholdene ikke de mest gunstige for mit mobilkamera.
Også i Beja skulle der være koncert, og allerede da scenen blev sat op dagen i forvejen, forstod man at det ville blive stort.
Og stort blev det. Publikum strømmede til den store plads i løbet af aftenen. Vi fik lov at vente længe, før Ney Matagrosso indfandt sig med sit særprægede show, hvor han synger og danser på en mærkelig stiv og mekanisk måde. Da jeg kom tilbage til hotellet, så jeg på internet, at han er (endnu) ældre end morfar og jeg, og dermed kunne jeg forstå, at det var noget af en præstation, han havde udført!
Jeg slutter med et par fotos fra Montehermoso, hvor der hænger hæklede parasoller over gaden mellem parken og Bar Truk. Jeg gætter på, at det er et resultat af vinterens håndarbejdskursus.
