Vi var i Portugal i sidste uge. Vi kørte såmænd kun nogle få timer, før vi nåede den gamle by Belmonte. Navnet betyder “det smukke bjerg”, og det er meget passende. Bjerget er smukt, når man kommer kørende dertil, de gamle huse af granit, de små stille pladser og den meget gamle borg, er smukke. 
For over fem hundrede år siden forlod en af grev Cabrals sønner bjerget. Han tog ud til havet og drog til søs med en mindre flåde, bemandet med både søfolk og munke. Ideen var at sejle til Indien og Kina i stedet for at drage over land. Men noget syd for de Canariske Øer kom de til en kyst, hvor de gik i land. De syntes, det var et meget spændende sted, og skrev hjem til kongen af Portugal, at nu havde de fundet “Det hellige kors’ land”. Senere fik det navnet Brasilien, og er i dag det største land i Sydamerika – med byen Rio, hvor der skal være Olympiade til august!
Du kan nok forstå, at Belmontes indbyggere er stolte over kaptajn Cabral. Der står en stor statue i et fint anlæg – og se det brasilianske flag omme bagved:
Der kommer selvfølgelig mange turister til byen, og derfor er der også en butik med souvenirs. Morfar og jeg skulle lige kigge på alle de mærkelige ting fra Brasilien og Portugal i gamle dage.
Der er også et spændende museum, hvor man får indtryk af, hvordan det var at sejle ud i det ukendte som opdagelsesrejsende for 500 år siden. Morfars og mine opdagelser er jo nemmere, for vi har både landkort, bøger og avisartikler om interessante steder i Portugal.
Alligevel kommer vi ud for overraskelser. Vi var f.eks. ikke forberedte på de voldsomme højdeforskelle imellem de forskellige dele af den næste by: Covilhã. 
Vi snoede os gennem hårnålesving op til centrum i den gamle by, til vores dejlige hotel. Bilen kunne heldigvis være i en garage lige neden under hotellet i de dage, vi var der. Og vi kunne gå til fods ad de stejle smalle gader – eller trapper – rundt i byen. En dag tog vi også en bus ud til et indkøbscenter, og på vejen så vi en fantastisk gangbro, der forbinder den gamle by med en nyere bydel, hvor svømmebadet ligger. Broen, som er 220 meter lang og 52 meter over floden, går i zigzag.
og når man kommer fra svømmebadet over til foden af den gamle by, er der heldigvis to store elevatorer, der løfter en op til parken i Covilhã.
Lige siden gammel tid har folk på egnen holdt får. Om sommeren græssede de højt oppe i bjergene – højere end byen. Fårene gav mælk til dejlig ost, som man stadig kan få, og uld til at strikke og væve af. Se et billede af en sæterpige, som skal til at ordne noget uld, der lige er blevet klippet – se også de får, der står og venter på at komme under saksen:
Ulden blev kartet og spundet og farvet med indigo og cochenille fra Brasilien – og så blev der vævet stof i lange baner. Ikke mindst til uniformer til soldaterne. En af de største klædefabrikker i byen fik faktisk navn af Kongelig – på grund af det med uniformerne. I dag er der et kæmpestort ULD-museum med alle slags redskaber og maskiner fra gammel og nyere tid.
Over indgangsdøren til en anden stor fabrik ser vi et billede af, hvordan ulden blev spundet:
I dag er der skole for ingeniører og arkitekter i bygningen. Vi så afgangs-arbejder: fine små modeller af minimal-boliger. Hvordan kan man bygge et hjem med det hele på næsten ingen plads. Nogle af husene lignede næsten noget fra Christiania.
På hjemvejen kom vi igennem en lille by, hvor der blev pyntet op til Kristi Legemsfest: der bliver bredt lavendler og blomster ud på gaden, og folk hænger fine tæpper ud over balkonen, inden den hellige nadver skal bæres rundt i procession.
 |
 |
Vi nød vores tur til Portugal – også fordi det var fint vejr hele tiden. Da vi kom hjem, fortalte Julia, at det havde været meget blandet vejr, og i dag får vi også rigeligt med regn, synes vi. 